Interessegrupper

Formelle

Genre-grupper

Medie-grupper

Andre grupper

Artikel

Science fiction - En definition

uddrag fra Fantastikon af H. H. Løyche

Med aner i og flydende grænser til bl.a. fantastisk rejse, gotisk roman og utopi fostredes science fiction endeligt af modernismen henimod 1800-tallets slutning, da der opstod tradition for at skrive skønlitteratur med videnskabeligt indhold. Genren døbtes af amerikaneren Hugo Gernsback, redaktør for det første rene science fiction-magasin, AMAZING STORIES. I lederen til første nummer introducerede han udtrykket “scientifiction” og skrev, at den skulle være “seriøs, instruktiv og uddannende” og “i form af en fortælling forudsige de underværker, som menneskets kommende fremskridt vil skabe”. 

Fra at være næsten ren idélitteratur eller forklædt samtidskritik har genren nærmet sig og indhentet finlitteraturens sprogligt-strukturelle interesse, og samtidig er teorierne på området blevet raffineret. I dag følges primært den amerikanske litteraturvidenskabsmand Darko Suvin, der betragter genren som fortællinger, hvori kognition interagerer med fremmedgørelse afstedkommet af et videnskabeligt novum. Indholdet står altså i logisk forbindelse med vort verdensbillede og forholder sig til forandringer, men er ikke nødvendigvis naturvidenskabeligt, teknologisk eller henlagt til fremtiden. Sagt på en anden måde er politik blevet kaldt “det muliges kunst”, men udtrykket synes højst passende for science fiction.

Hvor genren længe (dvs. fra cirka 1850) udtrykte stærk fremskridtstro, så fremstod den – specielt i britiske værker – desillusioneret og teknologi-skeptisk efter Første Verdenskrig. Som udpræget sensations-genre passede den imidlertid fortræffeligt til de amerikanske pulp-magasiner, hvor den også fandt mange seriøse udøvere, omend primært i den ‘hårde’ – dvs. naturvidenskabelige – afart. Billigbogsmarkedet efter Anden Verdenskrig både tilskyndede til science fiction i romanlængde og cementerede den som populærlitteratur. I starten af den kolde krig overrendtes genren af eskatologier og horror-film. 

Alligevel blev midten af 1950’erne en ‘golden age’, der frembragte betydelige klassikere – Ray Bradburys Fahrenheit 451 (1953) og Martian Chronicles (1950), Arthur C. Clarkes Childhood’s End (1953), Hal Clements Mission of Gravity (1954), Philip K. Dicks A Handfull of Darkness (1955), Kurt Vonneguts The Sirens of Titan (1959) m.fl. 1960’erne gjorde genren genstand for litteraturkritisk interesse, samtidig med at vedtagen formel-fiktion kontrasteredes af new waves komplekse eksperimenter og værker af kvindelige forfattere, såsom Ursula LeGuins The Left Hand of Darkness (1969).

1970’erne blev dels årtiet med tiltagende indflydelse fra kvindelige forfatterskaber – specifikt gennem feministisk utopi ved bl.a. Doris Lessing og Marge Pierce – dels et vendepunkt, idet de tidligere så polerede visioner afløstes af dyster forfaldsæstetik i fremtidig, socialrealistisk kontekst. Fra 1980 introduceredes den hidtil nyeste grundform: Cyberpunk. Man kan desværre ikke konstatere, at genren har præsteret væsentligt nyt siden da, selvom midten af 1990’erne bragte mange glimrende værker, bl.a. efter space opera-modellen.