Interessegrupper

Formelle

Genre-grupper

Medie-grupper

Andre grupper

Artikel

Fantastik ordbog

Kompileret af H. H. Løyche


Absurdisme
En avantgardistisk drama-form dannet i 1950, som protest mod borgerlig konformisme, provensiel livsførsel, uægte kunst og livsfjern intellektuelitet indenfor konventionelt teater. Indsætter meningsløshed eller vanvid som grundlag for dramatisk fremstilling. Kendetegnet ved handlingmættethed med fantasifulde og overbevisende detaljer. Den rytmiske variation sigter på at fremstille persongalleriet som marionetter, hvis gerninger er uden psykologisk konsekvens. Dialogen understreger deres banale og formålsløse forehavender, der både er udskiftelig og går i ring.
Eksempler: Adamov, Becket, Dürrenmatt, Genet, Günther Grass, Vaclav Havel, Ionesco, Pinter, Poncela, Saunders, Tardieu, Vian

Alternate history
Fortællinger, hvori verdenshistorien bevidst er givet et andet end det faktiske forløb, f.eks. at aksemagterne vandt Anden Verdenskrig eller at vikingerne koloniserede Nordamerika. Er siden mellemkrigstiden dukket op sporadisk, men fik i 90'erne en voldsom opblomstring.
Eksempel: Kim Stanley Robinson

Anti-science fiction
Fortælling, der udpeger videnskab som syndebuk eller overvaloriserer naturen.

Antropofagisk sf.
En bevægelse startet af forfatteren Ivan Carlos Regina i 1988, og navngivet efter de første brasillianske modernister, der kaldte sig "Menneskeædere". Idéen gik ud på at vinde international bevågenhed, idet man mente, at mere avancerede kulturer retfærdiggjorde lokale udtryksformer. Desværre fandt bevægelsen hverken markedsgrundlag eller markante udtryk. Dens grundlæggende fejl var at prædike forældet modernisme og tilegne sig et xenofobisk image. Bevægelsen nedlagdes officielt i 1995.

Creacionismo
[Spansk: Creación = skabelse] En i spansk-latinamerikansk lyrik kortlivet forløber for ultraismo, startet af den chilenske digter V. Huidobro i 1916. Betoner digtningens frihed for realiteter og dens sammelignelighed med naturlige skabelsesprocesser. Optaget af formernes og tingenes menneskeliggørelse, præcisering af det ubestemte, konkretisering af det abstrakte og abstraktion af det konkrete. Kendetegnet ved korte, præcise billeddannelser, hurtig rytme og flertydige ord.
Eksempler: G. Diego, J. Larrea, P. Reverdy

Cyberpunk
Opstod omkring den såkaldte Mirrorshade-gruppe i Texas sidst i 70'erne. Udtrykket stammer fra en anmeldelse i New York Times i 1980, af Gardner Dozois, der foreslog navnet til en type historier, hvori teknologien har afløst naturen som tilværelsesvilkår og metafor. I denne betydning er cyberpunk et fortællemodus eller en subgenre til science fiction, ligesom space opera og new wave.
Eksempler: Greg Bear, William Gibson, Bruce Sterling

Herhjemme er betydningen kontekstafhængig og minder i høj grad om sci-fi. Det skyldes, at dansk teknokultur i 90'erne adopterede cyberpunk som populærbetegnelse for science fiction generelt, men også for hacking, virtual reality, Ecstasy, raveparties, new age-sociologi etc.
Eksempel: Jesper ‘69’ Green

Eskatologi
[Græsk: 'Eschantos = sidst eller yderst]
Fortællinger om kulturens, livsgrundlagets eller verdens udslettelse. Katastrofen kan indtræffe pludseligt eller gradvist, og som følge af krig, ulykke eller naturlige årsager. Eksempel: Niels E. Nielsen

Fantastik
Samlebetegnelse for genrer, der beskæftiger sig ambitiøst med det fabelagtige, fortryllende, fremmedgørende, groteske, hallucinatoriske, imaginære, overnaturlige, surreale, uhyggelige, underbevidste, vidunderlige, visionære eller kombinationer heraf. Beslægtede genrer uden narratologisk ambition, såsom folkeeventyr, legender, myter og sagn, anses ikke for fantastik.

Fantasy
Arbejder med magisk/religiøse indflydelser, som oftest i miljøer inspireret af folkelig overtro fra Middelalderen eller græsk, keltisk, nordisk eller orientalsk mytologi. Hovedpersonen tilstræbes en moralsk erkendelsesudvikling. Eksempler: J.M. Berrie, Stephen Donaldson, H. Rider Haggard, C.S. Lewis, Anne McCaffrey, J.K. Rowling, J.R.R. Tolkien

GRD-generationen
Et udtryk skabt af den brasillienske kritiker og forfatter Fauso Cunha i 1976/77, der peger på en stærk, lyrisk science fiction-prosa med tydelig indflydelse fra Ray Bradbury. Bidragyderne blev ført frem af redaktøren Gumercindo Rocha Dereas (GRD). I hans Ficção Cientifica-bogserie, der udkom fra 1960, fandtes både pionérer som Monteiro og Rubens Teixeira Scavone, og debutanter som Andrè Carneiro, Levy Menezes og Cunha selv. Doreas største rolle var imidlertid at inspirere velkendte mainstream-forfattere til at prøve kræfter med genren, bl.a. Antonio Olinto og Dinah Silveira de Queiroz.

Fremmedgørelse
Defineret af Bertolt Brecht, idet han ville skrive “stykker for en videnskabelig tidsalder”, og derfor afprøvede kontra-naturalisme med antropologiske og historiske tilgange. I 1948 - samtidig med, at George Orwell skrev Nittenhundredefireogfirs - arbejdede Brecht på et stykke om proto-videnskabsmanden Galilei, og formulerede Verfremdungseffekten som “En fremmedgørende repræsentation [er] én, der tillader os at genkende dets subjekt, altimens det gøres ganske uvant.” [Oversat af H.H. Løyche fra Bertolt Brecht: “Kleines Organon für das Theater” i Schriften zum Theater 7, Frankfurt 1948.]
Brecht var af den opfattelse, at man for at kunne se normale begivenheder i nyt eller mistænkeligt lys, måtte udvikle samme distancerede betragtningsmåde med hvilken Galilei iagttog en svingende lysekrone - ved at lade sig betage af pendulbevægelserne, som om han hverken forventede eller forstod deres optræden, blev han i stand til at uddrage lovene, der beherskede dem. Fremmedgørelse er således både kognitivt og kreativt. Herom skrev Brecht: “Man kan ikke bare erklære, at en sådan attitude hører videnskaben til, men ikke kunsten. Hvorfor skulle kunsten ikke, på sin egen måde, forsøge at tjene det store sociale formål, at beherske Livet?”
Indenfor litteraturvidenskaben er fremmedgørelse i dag en effekt, der opstår når (faktuelle) fiktioners indbyggede konfronterende synspunkter, normative systemer eller ptolomæisk hermetiske verdensbilleder antyder alternative vinkler, normsæt eller paradigmer. Indenfor fantastik har fremmedgørelse udviklet sig til den dominerende formelle ramme, men divergerer fra Brechts Verfremdung, som var en reaktion mod social fremmedgørelse (alienation). Hovedtrækkene kan beskrives ud fra deres --- i fantasy og science fiction:
I fantasy --- magisk og teleologisk i en imaginær kontekst. --- der:
1. Skal postuleres virkningssammenhænge, som ikke er erfaret udenfor fiktionsuniverset, og hvis gyldighed principielt kan afvises.
I science fiction undersøges kognitiv fremmedgørelse (estrangement) indenfor en realistisk kontekst. Fremmedgørelsen skal afstedkommes af et videnskabeligt novum - det element, foruden hvilket fortællingen ikke er fantastisk. Indholdet står altså i logisk forbindelse med vort verdensbillede og forholder sig til forandringer, men er ikke nødvendigvis naturvidenskabeligt, teknologisk eller henlagt til fremtiden (det kan lige så vel være etnografisk, lingvistisk eller sociologisk). I modsætning til fantasy, futurisme, surrealisme mm. indebærer science fiction altså et krav om troværdighed.
Gældende for genren er således at gyldigheden, ydermere og i modsætning til andre fiktions-universer, afgøres af korrespondens med en uafhængigt foreliggende plausibilitet, hvorfor der i teksten:
1. Skal postuleres virkningssammenhænge, som ikke er erfaret udenfor fiktionsuniverset, men hvis gyldighed principielt ikke kan afvises.
2. Ikke må postuleres virkningssammenhænge, der principielt aldrig kan erfares udenfor fiktionsuniverset.

Horror
Horror er den type fiktion, der er designet til at skræmme sin læser, og horror bruges nogle gange synonymt med gys. Andre (engelske) betegnelser, som jævnligt bruges tilsvarende, er thriller, dark fantasy, dark suspense, terror m.v. Genren antages almindeligvis at være opstået omkring midten af 1700-tallet, og Horace Walpoles The Castle of Otranto (1764) betegnes ofte som den første gotiske roman, dvs. som et tidligt horrorværk. Det bør dog bemærkes - som H. P. Lovecraft pointerer i Supernatural Horror in Literature - at skrækhistorier formentlig er blevet fortalt, lige siden mennesket begyndte at fortælle. Eller som Edgar Allan Poe sagde, da kritikere kommenterede hans litterære aner i den tyske skrækromantik: " Terror is not of Germany, but of the soul." Nogle kritikere skelner mellem horror, som er overnaturlig skrækfiktion, og terror, som er naturalistisk skrækfiktion - fx Stephen Kings The Shining hhv. Thomas Harris The Silence of the Lambs. Ofte spiller et horrorværk imidlertid på den fortolkningskrise, en læser måtte opleve, dersom de fiktive begivenheder kan forstås som enten overnaturlige eller naturlige; krisen kaldes ofte den fantastiske / todorovske tøven (efter kritikeren Tzvetan Todorov). Et par gode eksempler på horrorværker, som fremmaner denne tøven, er Henry James' The Turn of the Screw og Shirley Jacksons The Haunting of Hill House. Den vel nok bedst kendte horrorforfatter er amerikaneren Stephen King (f.1947), som i vid udstrækning er ansvarlig for horrorgenrens boom fra slutningen af halvfjerdserne og frem til halvfemserne. King har med sine tilgængelige og begavede historier formået at ramme et særdeles bredt publikum, hvilket den amerikanske National Book Foundation i 2003 anerkendte ved at tildele King den prestigefulde pris "Medal For Distinguished Contribution to American Letters"; pristildelingen vakte opsigt og nogen kontrovers, ikke mindst grundet Kings ry som lavpandet skrækforfatter - som det gælder for andre fantastiske fortællere, hører det til sjældenhederne at horrorforfattere indbydes til cocktailparty på Bjerget. Af danske horrorforfattere kan nævnes Dennis Jürgensen, Bjarne Dalsgaard Svendsen, Steen Langstrup, Hanna Lützen og Peter Mouritzen.

Irrationalisme
Filosofisk/litterær retning, der under opgøret med 1800-tallets fornuftsherredømme søgte at beskrive følelsesoplevelsen ved det uforståelige og ikke-erkendbare. Indenfor mystikken tillige ansatser i sen-materialismen, der overvandt rationalisme ved at genoptage de pietistiske bestræbelser, for dernæst at forene det rationelle og irrationelle. Herved skabtes romantikken. Neo-romantikken og tildels ekspressionismen og surrealismen videreførte disse kendetegn.
Eksempler: Hemsterhuis, Rosseau

Kontra-naturalisme
Tekster af de russiske formalister. De russiske formalister var en gruppe sprog- og litteraturvidenskabsfolk, der i tæt samarbejde med kunstnere nyformulerede æstetiske principper, som havde været kendt i et par århundreder, men var – og nu igen er – ved at gå i glemmebogen. I årene efter den russiske revolution søgte de at formulere, hvad de betragtede som “revolutionær litteraturteori og litterær praksis”. 
På denne baggrund formulerede en anden gruppe, den såkaldte Pragerskole, i sit 1929-manifest kort og præcist princippet det fortroligt kendtes præcision, som forskellen mellem automatisk og aktualiserende sprogbrug, og som en understregning af poesiens og litteraturens særlige sociale funktion – at ‘deautomatisere’ sproget ved at rette opmærksomheden mod de ord, vi bruger nærmest bevidstløst, og som bliver brugt imod os, netop fordi vi ikke tænker over dem.
Hvis selve tilværelsen nemlig (som vor gamle sprogforsker Louis Hjelmslev hævdede) er sprogligt funderet eller i hvert fald væsentligt bestemt af sproget og symbolfunktionen, må man revidere opfattelsen af kunstens eventuelle politiske engagement:
Al kunst, der forbliver i det fortroligt kendtes område eller ukritisk anvender sine udtryk som instrument for bestemte ikke-sproglige forehavender, er dybest set reaktionær i ordets værste betydninger – uanset, hvor stædigt man insisterer på denne kunsts progressive sindelag. For det betyder jo, at man ikke magter eller ønsker at etablere autentisk kommunikation eller sige noget, vi ikke allerede ved.
I den korte periode, hvor de to grupper fungerede blev de bl.a. inspirationskilde for den brechtske fremmedgørelse og dét, der endte som moderne lingvistik. Men grupperne kom til at dele en krank skæbne – begge blev ofre for diktatorers manipulation med det fortroligt kendtes præcision – nedslidte idéer og fastlåste ‘sandheder’, man overtog uden mistanke om, at de måske aldrig havde været sande. De russiske formalisters bestræbelser blev kvalt i slutningen af 20’erne og begyndelsen af 30’erne, da stalinismens litteraturteoretikere indførte Sovjetunionens eneste tilladte doktrin: Socialistisk realisme. Pragerskolen blev standset af naziregimet i 1939.

Kosmik
Tysk, lyrisk udtryksform fra omkring 1900-1910, som hverken baserede sig på faktiske realiteter eller menneskelige følelser, men på sin stilling i verdensaltet (kosmos), ofte i spekulativt og tildels myteombrust sprogbrug.
Eksempler: T. Däubler, A. Mombert, C. Morgenstern og C. Spitteler

Kosmisme
En gruppe unge, sovjetiske forfattere fra Petersborg omkring 1920, der tog kosmologiske udtryk i anvendelse til en række ekstatiske, rytmefri hymner, med overdrevne billeder på industrialisering, maskiner, arbejderklasse, kollektivsystemer og revolution.
Eksempler: V. Aleksandrovskij, V. Kazin, V. Kirilov, S. Obradovic

Parallel
Flere universer eksisterer parallelt, uden at have haft forbindelse til hinanden. Der kan dog være mulighed for at springe mellem universerne. Dette er de egentlige alternate worlds. Eksempel: Johannes Donnerstags “MS fundet i et perfekt vakuum”.

Planetary romance
Science fiction med fokus på eventyrlige oplevelser på fremmede, eksotiske og typisk lavteknologiske planeter. En slags afløser for kolonitidens beretninger om eventyrlige rejser i Indien eller Afrika.

Science fantasy
Hybrid af fantasy og science fiction, hvor science fiction-elementer benyttes i udvikling af fantasy-moraler. Eksempler: Marion Zimmer Bradley, Gene Wolfe

Scientifiction
I 1926 døbtes traditionen for videnskabelige fortællinger således af Hugo Gernsback, ifølge hvilken den “i form af en fortælling [skal] forudsige de underværker, som menneskets kommende fremskridt vil skabe.”

Sci-fi
Populærbetegnelse for science fiction introduceret af Forrest J. Ackerman i 1951, inspireret af udtrykket hi-fi (high fidelity). Det blev hurtigt til en nedsættende betegnelse for trivialiseret sf og tilgrænsende emner, dvs. obskure monsterfilm og pseudovidenskab om korncirkler, telepati og ufoer. Sci-fi tæller værker af Erich von Däniken og film af Sidney Pink. Sci-fi startede som øgenavn og endte som en plat tv-kanal.

Science fiction
Fostredes af modernismen i slutningen af 1800-tallet, da der opstod tradition for at skrive skønlitteratur med videnskabeligt indhold. Fra at være næsten ren idélitteratur har sf nærmet sig og indhentet finlitteraturen, og samtidig er teorierne på området blevet raffineret. I dag følges primært den amerikanske litteraturvidenskabsmand Darko Suvin, der betragter science fiction som en fortælling, hvori kognition interagerer med fremmedgørelse.
Fremmedgørelsen skal afstedkommes af et videnskabeligt novum - det element, foruden hvilket fortællingen ikke er fantastisk. Indholdet står altså i logisk forbindelse med vort verdensbillede og forholder sig til forandringer, men er ikke nødvendigvis naturvidenskabeligt, teknologisk eller henlagt til fremtiden. Sagt på en anden måde er politik blevet kaldt "det muliges kunst", men udtrykket synes højst passende for science fiction.

Surrealisme
[Fransk: Overvirkelighedskunst] Efter George Apollinaires manifest Surréalisme - Les mamelles de Tirésias, drame surréaliste (1917). André Breton skrev senere litteraturens surrealistiske manifest Manifeste du surréalisme (1924). Anti-borgerlig, avantgardistisk strømning indenfor billedkunst, skulptur og litteratur. Søger ligesom den forudgående dadaisme at afdække driftsbundne, mentale processer, afbryde det ordnede intellekt og overvinde traditionelle forestillinger, det enkle reale og det logisk-rationelle, for at nå en bagvedliggende realitet uden modsætning mellem drøm og virkelighed. 
Værkerne kan synes bevidsthedsudvidende, visions-gestaltende, hallucinatoriske, underbevidst logiske (associative), men bygger ingenlunde på fri fantasi. De skabes ved billedlig inversion eller uvant, paradoksal sammenstilling af hverdags-begreber, -genstande og -situationer. Surrealismen nåede sit højdepunkt omkring 1925. I 1940 bredte en trivialiseret udgave sig indenfor litteraturen, til stor ærgelse for mange af dens oprindelige skabere, der forsøgte at afvikle den.
Eksempler: A. Artuad, André Breton, René Clair, Max Ernst, Vilhelm Freddie, Hermann Hesse, J. Cocteau, René Magritte, J. Prévert, Salvador Dali m.fl.