FORENINGEN FOR DE FANTASTISKE GENRER
Science Fiction, Fantasy, Horror, Surrealisme, Superhelte, Eventyr, Fabler, Alternate History, Arthurian fantasy, Cyberpunk, Dark fantasy, Dimensionsrejser, Dystopi, First Contact, Future history, Gothic Romance, Heroic Fantasy, Mad Scientist, Magisk realisme m.m.m...
Interessegrupper
Formelle
Genre-grupper
Medie-grupper
Andre grupper
Artikel
- Er forlagene uddøde om 10 år - Og hvordan skal forfatterne så overleve..?
-
af Mads Dam
For nyligt faldt jeg tilfældigt over denne forudsigelse af Dan Simmons: "Om 5 -10 år vil vi forfattere komme i samme situation som musikerne nu, og vores forsøg på at håndhæve copyright bliver nok lige så klodsede. Jeg er ikke anarkist, men jeg ser gerne den rigor mortis nedbrudt der er sat ind i bogbranchen. Fint hvis nogen kan finde en måde så vi kan læse nye ting uden om forlæggerne. Men en bog er ikke kun en æske data. Jeg tror ikke det blot er nostalgi. Bogen skaber en ro omkring sig, som elektroniske medier ikke magter". (Citatet er let forkortet, men læs det hele her...)
Det afføder da nogle spørgsmål: 1) Kan man uden videre sammenligne musik med litteratur?
2) Hvis Simmons nu får ret; hvordan løses problemet?
3) 10 år er én tidshorisont - men hvad med 100 år?
Vil bøger overhovedet eksistere i det 22'ende århundrede..?Jeg tror både musik, litteratur og en del mere vil få det samme problem. Men problemet skyldes ikke så meget umuligheder i Internettet, som den manglende opmærksomhed på nettets muligheder. Internettet repræsenterer ikke blot mere af det samme. I kraft af nettet er vi på adskillige områder gået fra en underskudssituation til en overflodssituation. Og det er sket meget hurtigt: for ganske få år siden gik det ganske godt med at sælge musik som man plejede. Men nu (efter napster og lign) har de fået massive problemer. Problemet kom først, erkendelsen bagefter. Men udviklingen var ikke umulig at forudse...
Problemet er ikke så meget muligheden for kopiering, men distribution. For 30 år siden kunne man let kopiere hele naboens pladesamling. Blot man havde en billig båndoptager. I dag har folk pludseligt fået millioner af virtuelle naboer. And now it's their problem...
1) Man bør i hvert fald skelne mellem komponisten, den udøvende musiker og musikindustrien. Og ligeledes mellem forfattere, forlag og boghandlere. Jeg tror ikke udviklingen vil forløbe lige hurtigt for alle ovennævnte kategorier...
2) Der er adskillige veje at vælge:
Teknisk:
Man kan prøve at gøre kopiering så kringlet som muligt. Det er musikindustriens umiddelbare taktik. Problemet er blot at det let risikerer at gøre livet surt for alle andre, der ærligt nok har købt og betalt for varen.
Her er et eksempel fra den ene side...
Og fra den anden...
Og fra EB...
Og fra Politiken...
Juridisk:
Man kan hive folk i retten og idømme dem astronomiske bøder. Problemet er her at det ikke er så let at hive en million mennesker i retten; systemet risikerer forstoppelse og ventetiden er i forvejen for lang. Ikke desto mindre er det en løsning, der kunne fungere i mindre omfang. Og den eksisterer i forvejen. Den amerikanske sf-forfatter Harlan Ellison tager problemet ret alvorligt og har valgt netop denne model. Læs Ellisons udspil...
Økonomisk:
Hvis prisen sættes tilpas lavt, gider flertallet ikke snyde sig til en gratis kopi som man alligevel ikke kan være helt sikker på. Omvendt, hvis nu prisen sættes for højt, kan man forvente det modsatte. I USA har Federal Trade Commission (FTC) præciseret at: “The FTC estimates that U.S. consumers may have paid as much as $480 million more than they should have for CDs and other music ... over the last three years.” (10 maj 2000). Nuvel, er det blevet bedre siden..?3) Papirbogen og alle de glitrende blade vil i hvert fald være totalt yt om 100 eller blot 50 år. For det elektriske papir er opfundet. Papiret forsvinder, fortællingen består.
Egentlig er formen ret ligegyldig sammenlignet med indholdet. Stephen King blev ikke spor bedre af elektronisk tekstbehandling, blot alt for voluminøs. Og jeg tror heller ikke Shakespeare formulerede sig dårligere med en gåsefjer i hånden. I øvrigt skulle Nietzsche have været den første filosof der benyttede sig af en skrivemaskine; blev hans idéer mere moderne af den grund..?
PS: Medievanerne ændrer sig. men har medierne opdaget det..? Tilsyneladende ikke, i følge denne artikel: www.kommunikationsforum.dk/artikler.asp?articleid=5052
