Interessegrupper

Formelle

Genre-grupper

Medie-grupper

Andre grupper

Horror

JOHN W. CAMPBELL. JR. "Who goes there?"

Af Thomas Winther

JOHN W. CAMPBELL. JR. BLEV FØDT I 1910, og læste igennem sin barn- og ungdom en del af datidens pulp-blade som Amazing Stories. Han tog en uddannelse på Massachusetts Institut for Teknologi, men brugte også meget tid på selv at skrive historier i stil med dem, han læste i sine favoritblade. Han fik første gang udgivet en historie i 1930 i netop Amazing Stories, dette var historien "When the Atoms Failed". Efter at have skrevet for Amazing Stories i nogle år, begyndte han at skrive "twilight" -historier til bladet Astounding under pseudonymet "Don A. Stuart", et navn han tog fra sin kones pigenavn Dona Stuart. I 1937 fik han jobbet som redaktør af Astounding Stories, hvilket han var helt til sin død i 1971 (bladet skiftede i 1960 navn til Analog Science Fiction/Science Fact). Inden han blev redaktør, havde han skrevet til en masse forskellige blade, hvilket han blev ved med i et stykke tid. Ejerne af Amazing Stories brød sig ikke om, at han solgte noveller til det blad, han selv stod for at skulle udvælge og købe historier til, så hvis han ville have sine historier ud, var han nød til at sælge til andre. Men dette satte de også en stopper for, da de ikke brød sig om, at han solgte sine populære historier til andre. Han benyttede derefter pseudonymer, og solgte på denne måde en masse historier til "sig selv".

Han var en hård redaktør, der ofte sendte ting tilbage for at blive skrevet om, og bladet skiftede også profil et par gange, når han f.eks. begyndte at interessere sig for psi-kræfter. Men bladet var populært og vandt flere priser gennem hans tid som redaktør.

Who goes there, bogforside En af hans mest populære historier er "Who Goes there?", der er en intens horrorhistorie, som foregår på en forskningsstation på Antarktis. Novellen starter med et møde, hvorunder der bliver opsummeret, hvordan man under en søgen efter jordens magnetiske sydpol fandt et eller andet som var en noget mindre magnetisk forstyrrelse tæt derved. Da man undersøgte det nærmere, fandt man et rumskib under isen, et skib, som man regner med, har ligget der i 200 millioner år. Man finder også et indefrosset rumvæsen, og dette væsen er alt, man får med tilbage til lejeren, da rumskibet eksplodere under forsøget med at få det fri.

Man har diskussionen, om man skal tø væsnet op, eller lade det være, men man bliver enige om at tø det op. Dette var dog dum gjort, for på trods af den lange nedfrysningsperiode, er væsnet ikke dødt og det vågner. Det forsøger at stikke af, men kommer i kamp med stationens hunde. I kampen bliver væsnet dræbt, men folkene på stationen finder til deres skræk ud af, at væsnet havde opslugt en af hundene, og nu var ved at omdanne sig selv til en kopi. Men i det den laver en kopi, vil den både have protoplasmaet fra hunden og fra sig selv, så den vil faktisk kunne skabe en kopi, og stadig have plasma nok til selv ikke at blive mindre.

Dette sætter gang i paranoiaen, for hvad nu med dem, der har været alene med væsnet under optøningen, er de nu stadig mennesker? Det er en station fyldt med videnskabsfolk, så der kommer selvfølgelig forslag til, hvordan man kan teste dette, men hvad gør man med de mistænkte, mens denne metode udvikles, og hvad med manden bag dig, stoler man på, at han stadig er et menneske?

Novellen har en rigtig spooky stemning og er rigtigt godt skrevet, og kan klart anbefales. Men hvis man vil have historien på den lettere tilgængelige måde, så er der to film at vælge imellem.

The Thing From Another World

The Thing From Another World, filmplakat I 1951 lavede Christian Nyby og Howard Hark filmen The Thing From Another World, byggende på Cambelles novelle.

Filmen begynder på en militærflyvestation på Nordpolen, der bliver bedt om at flyve ud til en forskningsstation. Dette bliver de, da der er opserveret tegn på et flystyrt. Da de når frem og bliver sat ind i de oplysninger, man har, står det hurtigt klart, at det ikke er et kendt form for fly, der er styrtet. De flyver ud til stedet og finder nedfaldsstedet. Isen har været smeltet i en hale op til styrtet og ved selve flyet. Det optøede vand er så frosset til igen oven på flyet, men man kan ane omridset nede i isen. Der er en smuk scene i filmen, hvor mændene går i hver deres retning for at lede efter omridset af "flyet", og da de stopper op og kigger rundt på de andre står de i en rundkreds, og haleroret, som er det eneste, der stikker op, finder de hurtigt ud af, er af en ukendt metalart. De vil nu sprænge hul i isen med en speciel slags sprængstof, som er beregnet til at smelte is. Eksplosionen bliver dog lige en smugle kraftigere end beregnet, da den flyvende tallerken ryger med i luftet. Ikke noget som mændene er stole af, her havde de fundet en komplet flyvende tallerken, og bum væk var den.

Det hjælper dog lidt på humøret, da de et stykke derfra nede i isen finder et af væsnerne fra skibet. Han er over 2 meter høj, og har et lettere firkantet hoved og klør på hænderne. Da de ikke vil dumme sig igen, hakker de en hel isblok ud og tager den med tilbage til stationen for så der at vente på ordre fra deres øverstbefalende. På stationen kommer det til konflikt mellem militærfolkene, der ikke vil risikere at ødelægge væsnet, eller sprede en sygdom, som den kunne have, mens forskerne mener, at de måske vil kunne redde væsnet ved at tø det op. Militærfolkene vinder, men det ender dog med en form for kompromis. Isblokken bliver stillet i et koldt varelager, men da en af vagterne ikke kan lide at kigge på det, lægger han et tæppe over blokken. Tæppet er dog et elektronisk varmetæppe, så væsnet tør og vågner.

Vagten bliver bange og skyder mod væsnet, hvilket dog ikke hjælper noget. Nu går den vilde jagt rundt på stationen, men efter et møde med slædehundene, mister væsnet en arm. Undersøgelser af den afrevne arm gør, at de får et lidt bedre indblik i, hvad det er for et væsen. Han er nærmere plante end dyr og han lever af blod. Men det værste er nok, at han kan formere sig via frø, han har i hænderne, frø, der skal vandes med blod. Det står nu klart, at dette væsen er overlegent menneskerne og at det vil kunne overtage Jorden, hvis det ikke stoppes hurtigt.

Denne film gik hen og blev en horror-klassiker. Det er stadig en god film, men den går lidt langsomt i forhold til, hvad man ser i dag.

John Carpenters The Thing

John Carpenters The Thing, filmplakat Da John Carpenter var barn, så han mange af de horror- og SF-film, som gik i biograferne, og han blev meget skræmt af The Thing. Da han senere kom i skole, læste han novellen og kunne nu se, hvor forskellig den var fra filmen, så da han år senere var kommet ind i filmbranchen, var det oplagt at lave en ny filmatisering. Det vil være synd at kalde den et re-make, for Carpenters film følger novellen betydeligt mere, end den første gjorde, og der er ikke hentet særligt meget inspiration fra den første.

Han fik samlet et hold af kreative hjerne til at lave filmen, og han lagde meget vægt på, at monstret i filmen ikke bare skulle være endnu et "en fyr i et kostume"-monster, hvilket det må siges, at dette lykkedes for speciel-effect-manden Rob Bottin. Denne film følger langt bedre novellen, og ved at de her har elementet med, at de kan være inficeret af væsnet, så kommer der her også spillet imellem personerne, og den paranoide stemning fungere perfekt. Noget andet, der fungere perfekt, er effekterne. At se mennesker og hunde forvandle sig til unævnelige ting er her lavet uden nogen form for computerbrug (det var begrænset hvad computere kunne i 1982), men er lavet ud af dukker, robotter og en sindssygt livlig fantasi.

Filmen starter med en jagt hen over det isdækkede land. Jagten er mellem en helikopter med bevæbnede mænd og en hund. Det lykkedes dem dog hverken at skyde den eller at ramme den med en af de håndgranater, de kaster efter den. Hunden når hen til en amerikansk forskningsstation, og i deres iver efter at få ramt på hunden, kommer mændene både til at sprænge deres helikopter i luften og såre en af de amerikanerne, der står og ser på dette optrin. Amerikanerne skyder den sidste af mændene, da de tror, at han havde kuller. Det var nordmænd, der var i helikopteren, og amerikanerne tager ud for at se på deres lejer. Her finder de en udhulet isblok, hvor det ser ud til, at der har ligget noget i. De finder også notater og videooptagelse. Men vigtigst af alt de finder et lig af et deformt væsen, som minder lidt om et menneske, men som bestemt ikke er et menneske.

Undersøgelser af tingene viser at nordmændene fandt et rumskib under isen og ved siden af fandt de et væsen. Amerikanerne når dog ikke at bruge særligt meget tid på dette, for den hund, der kom til dem, laver et stort forvandlingsnummer og bliver til et væsen, der dræber og opsluger de andre hunde. Væsnet bliver flamberet, men undersøgelser viser, hvordan den har forsøgt at lave kopier af hundene. Nu begynder spændingen, om der er nogen, som ikke er det, de ser ud til at være.

I bogen fungerer paranoiaen godt med spændingen mellem mændene, med hvem der er menneske og hvem der er ting. Men i filmen her fungere det endnu bedre.

Den gamle "Ting" blev en klassiker, men det blev denne her version så sandelig også, og fuldt fortjent. Alt i alt en god historie på tre måder.

Spind offs

McFarlane figurer

McFarlane (skaberen af Spawn) har i sin figur serie Movie Maniacs lavet to af skabningerne fra The Thing. Det er rigtigt flotte figurer, der fanger deformiteterne godt. Kurt Russell, som spiller hovedrollen i filmen, er ikke blevet modeleret på baggrund af denne rolle. Det er han derimod for hans rolle som Snake Plissken i Escape from New York.

Senest er der kommet et computerspil, der starter op hvor 1982 filmen slap. Et hold sendes afsted for at se hvad der er sket med forskningsstationen. Jeg har ikke selv spillet dette spil, men efter hvad jeg har hørt og set er det en god gang paranoia, hvor man både skal holde øje med skyggerne og de andre i sit team af undersøgere. Men de holder også øje med dig og alt efter hvordan man opføre sig, kan man miste deres tillid, og måske vil de beskylde dig for at være en THING.

Denne tekst var første gang trykt i film-fanzinet Stay Sick nr.4

www.cultmovies.dk/StaySick